Disse kager med brombærmousse, lakridsmousse og lakridsbunde er forholdsvis overskuelige at lave, hvis man bliver mange til en festlig begivenhed. Smagen er i top, og ønsker man en lidt mere budgetvenlig version, kan man sparre marcipanovertrækket. I dette tilfælde lavede jeg kagerne til sølvbryllup, men med en anden dekoration går de jo fint til enhver begivenhed.
To kager af 30×40 cm til i alt 60 personer
Overtræksmarcipan:
1200 g marcipan
600 g flormelis
150 g glukose
Bunde:
18 æg
675 g mel
675 g sukker
4,5 tsk. bagepulver
6,75 spsk. lakridspulver (mindre kan gøre det afhængigt af styrken på pulveret)
6,75 spsk. kogende vand
———— (bundene laves af tre omgange med mængden nedenfor)
6 æg
225 g mel
225 g sukker
1,5 tsk. bagepulver
2 ¼ spsk. lakridspulver
2 ¼ spsk. vand
Lakridsmousse:
1,5 liter fløde
600 g hvid chokolade
3 dl kogende vand
9 bl. husblas
6 spsk. lakridspulver (mindre kan gøre det afhængigt af styrken på pulveret)
6 æggeblommer
½ dl sukker
Brombærmousse:
1,5 liter fløde
6 dl yoghurt
2 vaniljestænger
750 g brombær
Saft fra 1 citron
1 dl sukker
15 bl. husblas
Frosting:
10 æggehvider
475 g sukker
500 g blødt smør
Royal icing:
200g flormelis
1 æggehvide
1 tsk. citronsaft
Sådan gør du:
Marcipan
- Alle ingredienserne æltes sammen. Gør gerne marcipanen klar et par dage før brug så den får tid til at samle sig lidt.
Lakridsmousse
- Læg husblassen i koldt vand. Husk at bladende skal lægges i vandet enkeltvis.
- Smelt chokoladen over vandbad.
- Bland kogende vand, husblas og lakridspulver.
- Rør nu lidt efter lidt æggeblommer, smeltet hvid chokolade og lakridsvandet sammen.
- Lad denne blanding køle af til stuetemperatur inden den vendes i flødeskummet, som piskes af fløden.
- Stil moussen på køl i 4-5 timer eller til dagen efter.
Brombærmousse
- Læg husblassen i koldt vand. Husk at bladende skal lægges i vandet enkeltvis.
- Kom bær, citronsaft, vaniljekorn og -stænger og sukker i en gryde. Dette skal koge i 5-10 minutter.
- Kom husblassen op i den varme masse og blend blandingen med en stavblender til den er ensartet.
- Lad blandingen køle af til stuetemperatur inden der røres yoghurt i og dette vendes i flødeskummet.
Bunde
- Jeg har under den fulde mængde (den med 18 æg) skrevet den mængde, der skal laves ad gangen (den med 6 æg). Pisk æg og sukker meget lyst (gerne i en røremaskine).
- Bland kogende vand og lakridspulver.
- Tilsæt lakridsvandet til dejen.
- Bland bagepulver og hvedemel.
- Sigt de tørre ingredienser i dejen og vend dem forsigtigt i til dejen bliver ensartet.
- Fordel dejen over to bageplader med bagepapir, så de måler ca. 30×40 cm.
- Bag pladerne på varmluft ved 190 grader i ca. 10 minutter.
Samling af kagerne
- Placer to af de bagte og afkølede bunde på hver sin plade.
- Fordel lakridsmoussen over bundene med en sprøjtepose og gentag med de midterste bunde og brombærmoussen. Afslut med en sidste bund på hver kage.
- Kagerne stilles på køl i 5-12 timer.
- Skær dem derefter til, så de bliver helt skarpe i kanterne. Resterne er kokkens snack 😉
Opsmøring
- Bland æggehvider og sukker i en varmefast skål, og stil massen over vandbad mens der piskes.
- Pisk til massen er ca. 70 grader (eller til sukkerkrystallerne er opløst, når man mærker med to fingre) og tag den af varmen.
- Hæld massen i en røremaskine og pisk i 10-20 minutter -indtil marengsen er stuetemperatur og pisket sej.
- Tilsæt smørret lidt ad gangen og pisk grundigt ind imellem.
- Når alt smørret er tilsat vil massen først skille og derefter samle sig til en luftig frosting.
- Tilsæt evt. vanilje og smør kagerne op af to omgange, hvor de stilles på køl i mindst 20 minutter imellem opsmøringerne.
Pynt og overtræk
- Kagerne overtrækkes med marcipan. Sørg altid for at bruge rigeligt maizena til udrulning så marcipanen ikke hænger fast.
- Giv dig god tid til at undgå folder og revner i marcipanen, og sørg endelig for ikke at rulle den for tyndt ud -for at gøre dit arbejde nemmere. Se evt. i videoen, hvordan jeg først overtrækker toppen og derefter siderne af kagerne.
- Pynt herefter kagerne som ønsket. Dekorationer som marcipanblomster kan være rigtig gode at lave i forvejen.
- Royal icing (alle ingredienser piskes sammen til den ønskede konsistens) eller resterne af frostingen kan anvendes som pynt.