Spring til indhold

Tiramisu

Denne fantastisk lækre dessert er faktisk overraskende nem at lave. Lav den allerhelst dagen før servering, så får du det bedste resultat.

Til ca. 4-5 personer

Du skal bruge:

3 æggehvider (evt. past.)
3 æggeblommer (evt. past.)
40 g sukker
250 g mascarpone
1,5 dl stærk kaffe
3/4 dl Marsala (eller anden dessertvin, likør eller spiritus. Til den helt SU-venlige Tiramisu kan en billig kirsebærvin gå an)
15 (hjemmelavede) ladyfingers
Kakao til drys

Sådan gør du:

  1. Bland kaffe og Marsala.
  2. Pisk æggehviderne skummende og tilsæt halvdelen af sukkeret. Pisk til de er luftige og holder formen.
  3. Pisk æggeblommerne med den anden halvdel af sukkeret til de er lyse og luftige. Du kan sagtens bruge samme piskeris som til hviderne. Tilsæt mascarpone og pisk til massen er ensartet.
  4. Vend de to æggemasser sammen og din mascarponecreme er nu klar.
  5. Fordel lidt creme i bunden af et fad, der måler max 20×30 cm, men et mindre fad kan fint bruges og giver dig en højere dessert.
  6. Vend en ladyfinger i kaffevæsken og læg den ovenpå cremen. Fortsæt til halvdelen er fordelt ovenpå cremen. Fordel halvdelen af den resterende creme, resten af de dyppede ladyfingers og til sidst resten af cremen.
  7. Kom plastikfilm hen over fadet og sæt det på køl til dagen efter (eller minimum 3 timer). Hviletiden giver desserten en masse smag, som du ikke vil snyde dig selv for.
  8. Inden servering drysses den med kakao gennem en si, og så er der kun tilbage at nyde din lækre Tiramisu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *