





Denne alternative bryllupskage leverede jeg til et brudepar, der elsker romkugler. Romkuglerne her er lidt ekslusive med chokoladeovertræk og både chokolade og marcipan indeni. Bruden havde selv hæklet det utrolig flotte brudepar, som fik lov at toppe kagen, og jeg forsøgte at bruge de samme farver til dekoration på romkuglerne. Det var imidlertid meget svært at finde mørkegrønt pynt, skulle det vise sig, men jeg synes, den fine grønne farve fra pistacienødderne stod flot frem og samtidig havde nogle af de mørkegrønne nuancer i sig fra gommens jakkesæt.
Opskriften får I lige her. Jeg lavede halvdelen uden marcipan indeni og mandler i chokoladeovertrækket, men mængderne i opskriften rækker til 360-400 romkugler. Så kan I selv halvere mængden af mandler og marcipan, hvis I også ønsker halvdelen uden. Det tager et par dage at producere så mange romkugler, og det kræver en del tålmodighed, da der naturligvis er mange gentagelser i processen. Men jeg nød det som et afbræk i min specialeskrivningsproces.
360-400 stk.
Du skal bruge:
Chokoladekage (8 bradepander):
3200 g hvedemel
8 tsk. natron købt
800 g kakao
4000 g sukker
16 tsk. vanillesukker
32 æg
1600 g smeltet smør, margarine kan også bruges
4 l appelsinjuice
Indhold:
(Ca. 14 kg kage)
1 kg marcipan
1200 g mørk chokolade
2-3 glas marmelade
15 flasker romaroma a 38 ml
300 g blødt smør
Overtræk:
Ca. 3 kg chokolade
Ca. 600 g mandler
Pynt:
Spiselig guldstøv på spray
Bladguld
Hjemmelavede små blomster af sugarpaste
Krymmel: guldrør, perlemorskugler
Tørrede lyserøde kornblomster
Hakkede pistacienødder
Sådan gør du:
- Kagedejen laves af 4 omgange (hvis du har to bradepander til din ovn, så du kan bage to kager ad gangen). Derfor gentages dette fire gange:
- Bland 800 g mel, 2 tsk. natron og 200 g kakao i en skål og si det ned i en stor røreskål (jeg brugte min røremaskine).
- Tilsæt 1 kg sukker, 4 tsk. vaniljesukker, 8 æg og 400 g smeltet smør eller margarine. Rør sammen imens du langsomt tilsætter 1 liter appelsinjuice.
- Fordel dejen i to bradepander (ovnstørrelse) med bagepapir og bag dem ved 170 ℃ varmluft i 40-45 minutter eller til de er gennembagte, når man stikker i dem.
- Imens ovnen er varm kan du med fordel riste mandlerne til chokoladeovertrækket på en bageplade i 10-15 minutter ved 200 ℃ eller til de har taget smag og fået lidt farve. Jeg smuttede mandlerne inden jeg ristede dem, men det er valgfrit.
- Nu skal alle ingredienserne til romkuglerne røres sammen. Det kan man nok gøre på flere måder. Jeg blandede 250 g marcipan, 300 g smeltet chokolade, 75 g blødt smør og knap 4 flasker romaroma i min røremaskine, derefter tilsatte jeg to bradepandekager lidt ad gangen sammen med marmelade efter behov. Det var svært at blande det hele i maskinen, så til sidst fik det en ordentlig æltetur på et rengjort køkkenbord. Jeg brugte handsker.
- Når al massen er klar skal der trilles MANGE romkugler. Jeg havde fået besked på, at de ikke alle behøvede at være præcis lige store – og den besked vil jeg også anbefale at du giver dig selv. Det kommer til at tage rigtig lang til hvis du vil veje eller scoope dem. Det nemmeste er at tage et stykke af massen ad gangen, og så erfarer man hurtigt, hvordan det skal føles i hænderne, når de har den ønskede størrelse.
- Når alle romkuglerne er trillet er det tid til at temperere chokolade. Hak mandlerne i den størrelse du ønsker inden du går i gang. Jeg tempererede chokolade i mikroovnen efter denne fremgangsmåde –> link <–, og jeg temperede ca. et kilo ad gangen. Et termometer er en rigtig god ven her. Chokoladen skal holdes under 33 grader.
- Tag et par fødevarevenlige handsker på og tag lidt chokolade op i hånden. Tril en romkugle i chokoladen, så den er dækket af et tyndt lag og placer den på et stykke bagepapir. Gentag dette med alle romkuglerne. Chokoladen i skålen vil undervejs begynde at sætte sig, men du kan bruge din håndvarme til at gøre den mere flydende, hvis den altså ikke har sat sig helt.
- Temperer nu mere chokolade eller gentemperer chokoladen i skålen. Bland mandelstykker i, i det omfang du synes og gentag processen med at trille alle kuglerne i chokolade (nu med mandler) anden gang.
- Nu er du klar til at pynte romkuglerne. Til det formål tempererede jeg endnu mere chokolade og brugte det til at sætte pynten fast med. Du kan pynte helt som du foretrækker.
I denne video kan du se hele processen på knap 20 sekunder 😃
–> Lynhurtig videoopskrift her <–
Rigtig god bagelyst!