Spring til indhold

Juletræscakepops

Hvis jeg skal være bund ærlig, må jeg sige, at jeg er lidt stolt over disse cakepops. De ser SÅ fine ud, og passer perfekt på en julekagebuffet, til at tage med i skole eller på arbejde eller som en sød værtindegave. Mange bliver lidt overraskede over, at de faktisk også smager godt -men det gør de. Her får I opskriften.

Julecakepops-video

20 stk.

Du skal bruge:

Ca. 550 g kagerester (jeg har tit en del rester af fx. muffins liggende i fryseren, hvilket er oplagt at bruge til cakepops)
Ca. 75 g valgfri frosting (jeg foretrækker en cream cheese frosting)
Ca. 300 g tempereret hvid chokolade eller Candy Melts tilsat grøn pulverfarve
20 festlige cakepopspinde eller hårde papirssugerør
Ca. 40 g marcipan
Lidt guld pulverfarve eller kagestøv

Sådan gør du:

  1. Smuldr alle kageresterne ned i en skål.
  2. Tilsæt frostingen og saml massen, så den bliver til at modellere. Tilsæt evt. mere frosting, hvis den er for tør.
  3. Tril kugler på omkring en stor spiseskefuld i størrelsen og pres den ene ende af dem spids, og den anden ende flad, så du får en kegleform.
  4. Stil dem på køl mens chokoladen og pynten gøres klar.
  5. Lav stjerner ved at forme små marcipankugler til stjerner med fingrene og vend dem i guldstøv. Brug evt. videoen som vejledning.
  6. Dyp en pind i chokoladen og pres den godt ind i en cakepop. Gentag med dem alle.
  7. Dyp nu alle cakepopsne i chokoladen og bank det overskydende godt af. Brug en finger til at dække bunden helt.
  8. Sæt dem i en holder (eller et stykke flamingo) og placer en guldstjerne på toppen af hver cakepop inden chokoladen størkner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *