Marcipan, chokolade, vaniljecreme og jordbær -bliver det meget bedre?
Til ca. 8 personer
Du skal bruge:
800 g marcipan
175 g sukker
180 g æggehvide
2 æggeblommer
1/2 vaniljestang
2,5 dl mælk
2 spsk. sukker
2 spsk. maizena
2,5 dl fløde
100 g chokolade
1 bakke jordbær
200 g ribsgéle
1 spsk. vand
Sådan gør du:
- Rør æggehvide, sukker og marcipan god sammen i en røremakine, eller stik hænderne i den klistrede masse, hvis du ikke har en maskine.
- Når massen er ensartet kommes ca. 3/4 af den ud på et stykke bagepapir på en bageplade og fordeles ud til en rektangel på omkring 30×22 cm.
- Den resterende masse kommes i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjtes ud som rosetter hele vejen rundt.
- Bunden bages nu i en 160 grader varm ovn i ca. 35 minutter til den er godt gylden. Lad den herefter køle af inden den befries fra bagepapiret og placeret på et fad eller et skærebræt eller hvad der nu lige passer.
- Lav cremen (som i videoen her ved 1:20) ved at blande æggeblommer, kornene fra vaniljestangen, sukker og maizena majsstivelse.
- Pisk mælken i lidt ad gangen og fortsæt med at piske mens cremen varmes op til kogepunktet.
- Lad den koge et par minutter og stil den derefter på køl i et par timer eller til dagen efter.
- Smelt chokoladen og fordel den i et jævnt lag over bunden.
- Pisk fløden til let flødeskum og vend det sammen med den afkølede creme.
- Fordel cremen over kagen og arranger jordbærene ovenpå.
- Så mangler du kun geléen. Varm den sammen med vandet til den er helt flydende og brug en pensel til at fordele den ud over overfladen på hele kagen.
- Stil kagen på køl til den skal serveres og nyd den derefter -man kan næsten ikke anden.
Hejsa.
Virkelig lækker jordbærtærte
Ros til dig for alle dine opskrifter og videoer
Venlig hilsen
Marianne .
Hvor tyk skal marcipan bunden ca være
Mvh
Helene
Den skal være omkring 1,5 cm vil jeg mene 😉
Hej,
Kan man lave marcipanbunden dagen før man skal bruge kagen?
Mvh
Sussie
Det kan du godt. Jeg vil tro den holder sig mest frisk på køl så ☺️ god fornøjelse.