Spring til indhold

Hamantaschen | Hamas øre

Denne traditionsrige kage Hamantaschen serveres i jødiske hjem til Purimsfesten, hvor jøderne fejrer, at dronning Ester sætter en stopper for mordet på en masse jøder, som man kan læse om i Esters Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen. På dansk kaldes kagen Hamans øre.

Kagen er en slags småkage, men bør ikke opbevares i lang tid, som man kan med småkager. Fyldet gør, at dejen mister sin sprødhed, hvis kagerne lukkes inde i en lufttæt beholder. Derfor serveres de helst friske. Kagerne kan fint fryses ned og varmes kort i ovnen, når de er tøet op. På den måde virker de så friske som nye og får deres sprødhed tilbage.

Opskriften giver ca. 35 stk. 

Ingredienser

Dej:
170 g smør ved stuetemperatur
140 g sukker
1 stort æg 
1 tsk. usprøjtet fintrevet appelsinskal
1 tsk. vaniljesukker
1/4 tsk. salt
280 g hvedemel
2-3 tsk. vand, hvis det behøves

Birkesfyld:
1,5 dl mælk
75 g sukker
100 g birkes
Saft og skal af 1 usprøjtet appelsin
55 g rosiner
15 g smør
2 tsk. vaniljesukker

Tip: Kagerne kan også fyldes med syltetøj i stedet for birkesfyld

Fremgangsmåde

Fyldet:

  1. Start med at lave fyldet ved at komme alle ingredienserne dertil i en gryde og bringe massen i kog.
  2. Lad den koge i 15-20 minutter indtil den bliver tykkere. 
  3. Brug en stavblender til at findele massen. 
  4. Stil den på køl indtil den skal bruges. Den kan godt laves dagen før, den skal anvendes.  

Dejen:

  1. Pisk smør og sukker sammen til det er luftigt. 
  2. Tilsæt æg, appelsinskal, vaniljesukker og salt og pisk godt.
  3. Bland melet i dejen. Start med at piske det i dejen og brug derefter hænderne til at samle dejen til en sammenhængende klump. Hvis den ikke kan samles, tilsættes en anelse vand, men den må ikke blive klistret. 
  4. Læg dejen på køl i mindst en time. 

Samling af kagerne:

  1. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en tykkelse på ca. 3 mm. Brug en rund udstikker eller et glas på ca. 7-8 cm i diameteren til at udstikke runde cirkler af dejen. 
  2. Kom en teske fyld på hvert dejstykke og fold tre sider op omkring fyldet, så der dannes en trekant med en åbning i midten. Pres spidserne let sammen, så fyldet bliver i kagerne. 
  3. Placér kagerne på en bageplade med lidt afstand imellem og bag dem ved 180℃ almindelig ovn i ca. 12 minutter til de bliver gyldne. 

Så mangler du blot at finde udklædning og pynt frem – så er der purimsfest. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *