Denne sommerlige, luftige og lette bryllupskage lavede jeg til min dejlige storebror d. 22/8-20, da han blev gift med min søde svigerinde. Kagen emmer af sommer, og så er den alt andet end tung. Rygterne siger, at nogle gæster tog helt op mod fire stykker kage.
Til ca. 150 personer
5 etager: 15 cm, 20 cm, 25 cm, 30 cm, 35 cm
Du skal bruge:
Hyldeblomstmousse:
4,7 l piskefløde
19 dl hyldeblomstsaft (smagfuld, hjemmelavet eller økologisk)
6 vaniljestænger + lidt sukker
31 bl. husblas
Mandelbunde:
Samlet mængde | Første portion | Anden portion |
40 æg | 13 stk. | 27 stk. |
1200 g sukker | 400 g | 800 g |
1 kg mandler | 335 g | 665 g |
800 g hvedemel | 270 g | 530 g |
15 tsk. bagepulver | 5 tsk. | 10 tsk. |
Jordbær:
3-4 kg friske jordbær (Jeg brugte vist lidt over 3 kg, men de var også ualmindeligt fine)
Frosting:
5 dl æggehvider
750 g sukker
835 g blødt smør
Overtræksmarcipan:
2400 g marcipan
1200 g flormelis
300 g glukosesirup
(Jeg tilsatte i øvrigt ca. 10 g Sugarflair Superwhite Icingwhitener)
Desuden:
Friske blomster
Flormelis + æggehvide til perlekant
Majsstivelse
Bagepapir
Kagepap 15 cm
Sådan gør du:
1-2 uger før brylluppet
Overtræksmarcipan:
- Ælt ingredienserne grundigt sammen -evt. med lidt hjælp fra en røremaskine i starten af processen.
- Klap dig selv på skulderen over dagens arm-workout mens du lægger overtræksmarcipanen i en plastikpose og på køl.
Dag 1
Bunde:
- Lav første portion således:
- Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
- Hak mandlerne i en foodprocessor. Jeg foretrækker at have en blanding af grofthakkede og finthakkede mandler, så der er lidt at tygge i.
- Bland mandler, mel og bagepulver og vend det i æggemassen.
- Når dejen er ensartet fordeles den udover de fem forme. Formene bør beklædes med bagepapir i bunden og evt. smøres i siderne. Fordel dejen, så den danner et lige tykt lag i hver form.
- Bag kagerne ved 175 grader varmluft i 15-30 minutter. De skal være gennembagte og springe tilbage, hvis man trykker dem let på midten.
- Lav anden portion ved at følge punkt 2-6. Disse fem kager deles på midten, når de er afkølet, så du har tre bunde i hver størrelse.
Mousse:
- Læg husblassen i koldt vand. Hvert blad lægges ned enkeltvis i skålen, så de ikke klumper sammen.
- Skrab kornene ud af vaniljestængerne og fordel dem i lidt sukker.
- Hæld hyldeblomstsaft, vaniljekorn og vaniljestænger i en gryde og varm det op til det damper en del.
- Tag gryden af varmen og vrid husblassen fri for vand inden den kommes i gryden, så den smelter.
- Lad hyldeblomstsaften køle af til omkring stuetemperatur.
- Pisk fløden (af flere omgange) til skum. Den skal være stiftpisket, men hellere lidt for blød end grynet.
- Pisk evt. en liter af fløden til let skum og rør/vend den i hyldeblomstsaften inden det hele vendes sammen med flødeskummet.
- Vær meget omhyggelig med at vende helt nede i bunde af skålen(e), da ikke-udrørte lag af hyldeblomst vil lægge sig som geléklumper i moussen.
Jordbær (evt. mens hyldeblomsten køler af):
- Skyl og nip jordbærene. Sørg for at de dryppes godt af.
- Halver dem herefter.
Samling af kagerne:
- Læg bagepapir i bunden af hver form og kageplast i kanterne. Placér den bund du ønsker øverst i kagerne ovenpå bagepapiret.
- Herpå fordeles ca. halvdelen af hyldeblomstmoussen og jordbær lægges tæt fordelt på moussen. Husk at der skal en søjle i midten af fire kager, så jordbærrene kan evt. undværes der.
- Ovenpå jordbærrene lægges endnu en bund jævnt. Pres den let ned. Herpå resten af moussen, jordbær og til sidst den nederste bund i kagerne. Tryk bunden, så kagen bliver så jævn som muligt.
- Stil kagerne på køl natten over.
Dag 2
Frosting
- Bland æggehvider og sukker i en varmefast skål, og stil massen over vandbad mens der piskes.
- Pisk til massen er ca. 70 grader (eller til sukkerkrystallerne er opløst, når man mærker med to fingre) og tag den af varmen.
- Hæld massen i en røremaskine og pisk i 10-20 minutter -indtil marengsen er stuetemperatur og pisket sej.
- Tilsæt smørret lidt ad gangen og pisk grundigt ind imellem.
- Når alt smørret er tilsat vil massen først skille og derefter samle sig til en luftig frosting. Forbliver den flydende kan den stilles kort på køl og derefter piskes igen. Jeg lægger sommetider frosne ærteposer eller lignende op ad røreskålen, så massen nedkøles hurtigere.
- Tilsæt evt. vanilje.
- Vend kagerne ud på deres respektive kageplader til kagestativet (den mindste på et stykke kagepap) og skær dem evt. til så de passer til kagepladerne. (Trin 7 her, kan gøres mens frostingen pisker) .
- Smør kagerne op af to omgange, hvor de stilles på køl i mindst 20 minutter imellem opsmøringerne.
Finish
- Ælt marcipanen lidt smidig og brug godt med majsstivelse til at rulle den fint ud.
- Overtræk kagerne (se evt. minde tidligere videoer) og pynt af med glasur af flormelis og æggehvide, hvis du ønsker.
På dagen
- Stativet med kagen samles (øv dig inden du går i gang, hvis det er din første bryllupskage).
- Den øverste kage placeres på øverste kageplade.
- Glasurfinesser og blomster eller andet bruges til at lægge sidste hånd på kagen.
Så er der bare tilbage at nyde kagen, dagen og kærligheden <3