Denne lækre tærte er både nem og så kan den med fordel laves dagen før servering. Jeg udviklede opskriften med henblik på at lave en enkel og simpel kage, som samtidig ser ud af lidt mere.
1 tærte til ca. 10 personer
Du skal bruge:
Kakaomørdej:
80 g koldt smør
120 g mel
20 g kakao
2 spsk. flormelis
1 æggeblomme
1-2 spsk. koldt vand
Fyld:
200 g kokosmel
1 dåse kondenseret mælk
1 æggehvide
Ganache:
125 g 70% chokolade
1 dl piskefløde
Sådan gør du:
- Bland smør, mel, kakao og flormelis i en minihakker eller foodprocessor til smørret er fordelt.
- Tilsæt æggeblommen og evt. lidt vand så dejen samler sig. Ælt den helt sammen i hænderne et kort øjeblik inden den pakkes i plastikfilm og lægges på køl imens fyldet laves -dog mindst 20 minutter.
- Lav fyldet ved at blande de tre ingredienser rigtig grundigt sammen i en skål.
- Rul nu mørdejen ud i lidt mel og foer en tærteform med den i et jævnt lag. Kom fyldet på og fordel det glat ud.
- Tærten bages ved 180˚C på almindelig ovn i ca. 22-25 minutter eller til den er gyldenbrun på toppen. Sæt den gerne lidt lavt i ovnen, så bunden får mere direkte varme end toppen.
- Mens tærten køler af kan du lave en ganache af fløde og chokolade som forsigtigt smeltes sammen i mikroovnen, i en gryde eller over vandbad til massen er ensartet. OBS: lær af mine fejl i videoen herunder og undgå for meget varme.
- Fordel ganachen over den let afkølede tærte og sæt tærten i tærteformen på køl til den er helt gennemkold i mindst 3 timer.
- Tag tærten ud af formen og server.
Voila -rigtig god fornøjelse!
Har du varmet den kondenseret mælk, før du blander den med de to andre ingredienser?
Nej det har jeg faktisk ikke, men det kan man evt. gøre, hvis man vil gøre det lidt nemmere at blande sammen Dog skal man være opmærksom på ikke at “tilberede” æggehviden i blandingen.
Hvor stor er din tærteform? Det synes jeg ikke lige jeg kan se nogen steder 🙂
Min tærteform er vist 22 cm i diameter