Spring til indhold

Fyldte påskechokolader m. hasselnødder

Jeg købte for nylig en form til chokoladeæg, og den skulle selvfølgelig tages i brug i anledning af påsken. Derfor har jeg udviklet denne opskrift med hasselnøddepraliné, som smager aldeles lækkert. Min mand synes, at de smager af Kinder Schoko-bons – det ved jeg ikke, om jeg er helt enig i, men vi er lidt derhen ad. Jeg håber du har lyst til at give dig i kast med opskriften.

Fyldet kan naturligvis anvendes til andet en påskeæg. Jeg havde faktisk en lille kamp med at få plads til de hakkede hasselnødder i min form, som du vil se i videoen, da ægge-hullerne er lidt mindre end hullerne i mine andre chokoladeforme. Måske har du en æggeform, der er lidt større end min.

Jeg valgte at dekorere mine chokolader med farvet kakaosmør i formen inden jeg støbte dem. Det kan du sagens undlade. Min kakaosmør fik en lidt marmoreret effekt, da jeg kom til at tage min form ud af køleskabet imens jeg tempererede min chokolade. Jeg anbefaler, at du støber chokoladen i en helt kold form, hvis du har dekoreret med kakaosmør i formen.

Giver 32 små æg

Du skal bruge:

Redskaber
Chokoladetermometer
Chokoladeform (helst af hård plast)
Et rent viskestykke
Lille pensel
Spartel
Minihakker

Ingredienser
Mindst 200 g mørk chokolade (55% kakao)
Lidt kakaosmør
Pulverfarver i ønskede nuancer
100 g hasselnødder (heraf 65 g til praliné)
40 g sukker
100 g hvid chokolade

Sådan gør du:

  1. Smelt kakaosmørret forsigtigt i mikroovnen eller over vandbad. Bland med pulverfarve(r) til du har en pæn kakaosmør-maling.
  2. Mal nu med en lille pensel som du ønsker i æggeformene og stil på køl ind imellem forskellige farver, og igen når du er helt færdig med dit design.
  3. Så er det tid til at temperere chokolade.
  4. Hak halvdelen af den mørke chokolade groft og den anden halvdel fint. Hæld den grove del i en skål, der tåler varme. Tempereringen foregår i tre trin. Vær opmærksom på, at jeg her beskriver temperaturer, der gælder for mørk chokolade.
  5. Trin 1: Sæt skålen i mikroovnen eller over vandbad. Rør løbende i den. Tag den væk fra varmen når den er ca. 50°C. 
  6. Trin 2: Tilsæt den anden halvdel af chokoladen lidt ad gangen og rør det forsigtigt sammen…husk at være tålmodig. Chokoladen skal ned på ca. 28°C. Den vil sandsynligvis ikke være helt smeltet her -men næsten.
  7. Trin 3: Kom den så ganske kort (få sekunder) i mikroovenn eller over vandbad. Chokoladen skal nu ramme 31-33°C, og så burden den være tempereret.
  8. Tag din chokoladeform ud af køleskabet og gør klar med et stykke bagepapir på køkkenbordet. Fordel den tempererede chokolade i formen og bank formen ned i bordet godt med gange, så luftbobler forsvinder. Vend formen på hovedet mens du banker med et (ikke skarpt) redskab på undersiden, så chokoladen løber ud af formen og ned på bagepapiret. Skrab formen fri for overskydende chokolade med en spartel. Lad den størkne med bunden i vejret på et stykke bagepapir.
  9. Nu er du klar til at lave fyldet. Rist hasselnødderne på en pande eller i ovnen ved 200°C. Hold øje uanset hvilken metode du bruger – de skal blive let gyldne og dufte skønt.
  10. Kom nødderne over i et rent viskestykke og gnub skallerne af i stykket. Fordel nødderne i to portioner – 65 g i den største.
  11. Hæld sukkeret på en pande og lad det smelte ved jævn varme. Rør først i det, når det er næsten helt smeltet -så undgår du klumper i karamellen. Tilsæt de 65 g nødder og lad det varme et minuts tid inden det overføres til et stykke bagepapir for at køle helt af.
  12. Kom så nøddekaramellen i en minihakker og blend til olien trækker ud af nødderne og massen bliver flydende eller næsten flydende.
  13. Tilsæt den hvide chokolade og blend til en fin flydende og lys praliné.
  14. Hak de resterende nødder halvgroft (så de kan være i formene).
  15. Fyld nu chokoladeskallerne med lidt praliné, lidt hakkede nødder og afslut med praliné. Bank evt. formen ned i bordet undervejs, så fyldet fordeler sig, inden det når at sætte sig, og du så vidt muligt undgår luft i chokoladerne. Sørg for at efterlade lidt plads til at lukke chokoladerne.
  16. Så er der kun tilbage at lukke formene med mere tempereret chokolade. Her laver jeg faktisk tit et snyde-trick med chokoladen. Jeg tager den resterende chokolade fra før fra bagepapiret op i skålen igen. Så sætter jeg skålen i mikroovnen i 5-10 sekunder og rør, rør, rør! Dette gentager jeg om nødvendigt. Med tålmodighed kan du holde temperaturen så langt nede at chokoladen smelter og holder tempereringen, men uden at du skal igennem hele tempereringsmøllen igen. Det virker særligt godt, hvis det ikke er al chokoladen fra bagepapiret, som har nået at sætte sig.
  17. Nu kan du hælde chokolade ud over formen, banke den godt i bordet og skrabe overskydende chokolade af.
  18. Når de er størknede vender du formen på hovedet, og ud skulle der gerne komme de fineste blanke chokoladepåskeæg🥚

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *