Smagsløgene bliver hysterisk glade af denne kage. Cheesecake og brownie smelter sammen til en glad symfoni i denne opskrift. Den er godt tung, men det er kun fordi, at den er proppet med glade ingredienser. I videoen kan I se, hvordan I kan lave den både med og uden sprække på toppen.
Ca. 8-10 stykker (20 cm Ø)
Du skal bruge:
Brownie:
120g hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
1 tsk. vanillesukker
170g god mørk chokolade helst 70%
80g smør
150g sukker
2 æg
Cheesecake:
450g flødeost
125g sukker
2 æg
1 spsk. citronsaft
1 tsk. vaniljesukker
Evt. friske bær til pynt og/eller tilbehør
Sådan gør du:
- Smelt chokolade, smør og sukker i mikroovnen eller over vandbad og hæld det i en skål.
- Tilsæt æggene og pisk det grundigt sammen.
- Tilsæt så alle de tørre ingredienser til browniedejen og hæld den færdige ensartede dej i en smurt springform med bagepapir i bunden.
- Bag brownien ved 175˚C i 15 min.
- Pisk imens flødeost, sukker og vaniljesukker sammen.
- Kom æggene i et ad gange sammen med citronsaften.
- Hæld den færdige ostemasse over browniebunden og bag kagen i yderligere 40 min. nu ved 150˚C. Under bagningen anbefaler jeg at hælde noget kogende vand i en bageplade under kagen for, ved hjælp af damp, at forbygge revner i cheesecakelaget. Du kan evt. lave det marmorerede mønster, som jeg har på min kage, inden den bages. Følg videoen som guide.
- Stil kagen på køl i mindst 3 timer og befri den da fra formen. Den kan nemt laves dagen i forvejen.