Spring til indhold

Studenterkage med jordbær- og chokolademousse

Studenterkage-video  

Til ca. 35 personer 
30×30 cm form
Ø20 cm form  

Bunde:
10 æg
375 g sukker
300 g mel
75 g kakao
2,5 tsk. bagepulver  

Chokolademousse:
7,5 dl fløde
300 g chokolade
3 æggeblommer
1,5 dl varm kaffe (ikke for stærk)
3 bl. husblas  

Jordbærmousse:
6 dl fløde
3 dl yoghurt
5 tsk. vaniljesukker
750 g jordbær
½ dl. sukker
9 bl. husblas  
1 bakke friske jordbær  

Frosting:
4 dl mælk
7 spsk. mel
300 g sukker
360 g smør
3 tsk. vaniljesukker  

Marcipan:
800 g marcipan
400 g flormelis
100 g glukosesirup  

Forskellige farver
Lidt sort fondant eller marcipan  
Kagepap (Ø 20 cm)
Cakepop sticks  

Sådan gør du:  

Bunde:  

  1. Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
  2. Bland de resterende ingredienser og si dem i æggemassen. Vend det forsigtigt sammen.
  3. Fordel dejen i et lige tykt lag over de 2 forme (smurte og med bagepapir i bunden), og bag bundene i 20-30 min ved 180˚C varmluft. 
  4. Del dem hver i tre lag, når de er afkølet. 

Chokolademousse:

  1. Læg enkeltvis hvert blad husblas i koldt vand.
  2. Når husblassen er udblødt kommes den i kaffen så den smelter.
  3. Smelt chokoladen over vandbad eller forsigtigt i mikroovnen. 
  4. Kom lidt efter lidt æggeblommer og kaffe i chokoladen. Selvom massen klumper lidt bliver den ensartet hvis du bare fortsætter med at røre og tilsætte ingredienserne lidt ad gangen.
  5. Lad det køle lidt af til stuetemperatur. 
  6. Pisk fløden til skum og vend det hele sammen. 
  7. Stil moussen på køl indtil brug (dog ikke mere end 1-2 timer).

Jordbærmousse:   

  1. Læg enkeltvis hvert blad husblas i koldt vand. 
  2. Kog bær, vanillesukker og sukker i ca. 15 min. Blend herefter massen med en stavblender til den er ensartet. 
  3. Tilsæt husblassen så den smelter.
  4. Lad det køle af til stuetemperatur inden du tilsætter yoghurten.
  5. Pisk fløden til skum og vend det hele sammen.
  6. Stil moussen på køl indtil brug (dog ikke mere end 1-2 timer). 

Samling:

  1. Saml kagerne i formene, som det er vist i videoen. Ovenpå jordbærmoussen placeres friske jordbær i halve til den firkantede kage og i skiver til den mindste runde kage. 

Frosting:

  1. Pisk mælk og mel sammen i en gryde og bring det langsomt i kog mens der piskes ind imellem. 
  2. Lad det koge et minuts tid inden det tages af varmen. Herefter skal det køle helt af inden brug. Du kan derfor med fordel lave denne del af frostingen dagen før brug. Ellers kan du smide det i en pose i fryseren, så nedkølingen går hurtigere. 
  3. Pisk smør, sukker og vanilje meget lyst og luftigt. 
  4. Tilsæt melblandingen og pisk til sukkeret er opløst.

Opsmøring:

  1. Befri kagerne fra formene, og placer den største på serveringsfadet -den mindste på et stykke rundt kagepap. 
  2. Sørg for at de er fine glatte i siderne inden de smøres fint op med smørcremen. 

Overtræk:

  1. Bland alle ingredienserne til overtræksmarcipanen. (Dette kan med fordel gøres på forkant).
  2. Overtræk den store kage med marcipan først, og indfarv da den resterende del med en hvid pulverfarve hvis ikke du har købt indfarvet marcipan. Gem en klump marcipan til dekorationen. 
  3. Overtræk den lille kage med hvid.

Samling og dekoration:

  1. Stil den lille kage ovenpå den anden ved hjælp af cakepop sticks som i videoen. 
  2. Dekorer som du synes -brug evt. billederne eller videoen som guide. 

God fornøjelse og stort tillykke til de seje studenter!     

72 tanker om “Studenterkage med jordbær- og chokolademousse”

  1. Hej Nikoline. Jeg vil lave denne kage til min fødselsdag på søndag, og jeg har ret travlt lørdag. Kan den samlede kage være i køleskabet 2 dage? Så kan jeg lave den idag. 😀

  2. hvor lang tid gik der fra du var færdig med at pynte kagen til at den skulle serveres?(kan den godt pynte dagen før? )

  3. Min er ikke så høj, men man bruger plastik i kanterne når kagen samles, så det betyder faktisk ikke så meget hvor høj den er. Du kan se videoen for at forstå hvad jeg mener, hvis du er i tvivl 😀 Den er linket øverst i opskriften.

  4. Hejsa
    Når du har samlet kagen, hvor længe skal den så sætte sig, før man kan overtrække med marcipan?

    Hilsen Charlotte

    1. Hej Charlotte,

      Jeg plejer at lade den stå natten over, men 5 timer er optimalt 🙂

      Mvh. Nikoline

      1. Hejsa, tak for svar…
        Jeg har lige et par spørgsmål mere, håber det er ok.

        Hvilken marcipan bruger du?

        Hvis jeg skal lave en “prøvekage” sv.t. størrelsen på studenterhuen, hvilken mængde dej og fyld tror du så, jeg skal lave?

        Hilsen Charlotte

        1. Hej igen,
          Jeg bruger Anton Berg eller Odense marcipan typisk. Ren rå marcipan blandet med glukose og flormelis, som jeg skriver. Hmm du skal regne ca. 4 æg til bunden og omkring 5 dl fløde til creme i en kage på Ø 20 cm.

          Hilsen Nikoline 🙂

  5. Hvor høj er din studenterhue?
    Og hvis jeg laver en tobleronecreme, kan man så godt stable det således –
    Lys bund
    Creme
    Mørk bund
    Creme
    Lys bund
    opsmøring
    Fondant

    Eller vil det skvatte sammen?

    1. Hmm tror mim hue er omkring 8 cm høj…husker det ikke helt.

      Ja det kan du, hvis din creme er ordentligt afstivet

      Held og lykke
      Nikoline

  6. Hvorfor skal man bruge glukose i marcipanen? Jeg er helt ny i dette, kan jeg ikke bare bruge marcipanen som den er?
    Jeg er også i tvivl om husblas, er kaffen brandvarm når det kommes i ? Og skal moussen på køl og stivne inden det skal på kagen?
    Tror jeg har lavet fejl da min kage bund ikke blev særlig høj, så må nok lave den om. Skal der virkelig ikke væde i dejen.?

    1. Hej Lone. Glukose og flormelis kommes i for at gøre marcipanen mere glat og smidig/nem at arbejde med.
      Husblassen lægges i koldt vand og kommes i den varme kaffe….om den er 95, 80 eller 60 grader gør ikke nogen forskel….så længe den smelter.
      Man kan gøre begge dele med moussen, men den er nemmest at komme på kagen inden den har sat sig synes jeg.
      Nej der skal bare de fire ingredienser i, som er listet.

      Har du set nogle af mine videoer? Der er muligvis gode råd at hente 🙂

      Tak fordi du bruger mine opskrifter.

      Mvh. Nikoline

  7. hjælp, min jordbærmousse stivner ikke så hurtigt, chokoladen er helt klar, har jeg mon gjort noget forkert??

  8. Hej,
    Længere oppe i spørgsmålene skriver du at man istedet for marcipan kan anvende 1 kg fondant, er det nok til alt pynt også?

  9. Hej
    Super flot kage
    Hvis man kun skal lave studenter huen.
    Hvor meget skal man så bruge ?
    Har du en opskrift kun på den ?
    Mvh Belinda.

    1. Hej Belinda -tak skal du have 🙂
      Hvis du kun skal lave huen, tror jeg at en fjerdedel af opskriften er nok. Den er jo ikke så høj huen som en almindelig lagkage. Der er nok kage til 6-8 personer i den.
      Mvh. Nikoline

  10. Jeg har en bageform (firkantet) der måler 40cm* 32cm*5cm – kan din kageopskrift give en luftig kage på den form størrelse .

    Skal lave en kage til min fysioterapeut

  11. Kamilla Dahl Nielsen

    Hej igen,
    Hvis man gerne vil have ligeså skarpe farver som din kage vil du så mene man skal farve fondant med frugtfarve eller pastafarve?

  12. Henriette Taksøe-Jensen

    Hej Nikoline
    Min jordbærmousse skiller, hvorfor gør den det?
    Hvad noget været for varmt / koldt?
    Håber meget på hurtigt svar, da jeg er igang med en ny og ikke vil lave samme fejl.
    Med venlig hilsen
    Henriette

    1. Hej Henriette, jeg håber du fik lavet en bedre i andet forsøg. Fejlen kan være ikke at have ladet jordbærmassen køle nok ned, eller at røre for meget i den da du vendte den i skummet. Mvh. Nikoline

  13. Hej Nikoline.
    Hvis man nu gerne vil lave din kage med lyse bunde og ikke mørke, kan man så undlade kakao, eller skal det erstattes med mel eller andet?
    Glæder mig til at bage den!
    Vh Christina

  14. Hvor er du dygtig Nikoline – jeg overvejer VIRKELIG meget at kaste mig i med denne projekt til vores datters studentergilde d 3 juli … Hmmm – tør ? Tør ikke ? Tør ? Tør ikke ????

    1. Tusind tak!
      Hvis du har lidt erfaring med bagning skal det nok gå. Det er nok en stor mundfuld hvis du ikke har prøvet noget lignende før, men du kan jo prøve og se hvordan det går ☺️

  15. Hej, vi glæder os til at gå i gang med den. Kan selve kagen med mousse fryses ned, så der kun mangler overtræk og pynt på dagen?

    1. Ja det kan den, men anbefaler egentligt at fryse den med marcipanovertræk og evt. også pynt, hvis du synes. God fornøjelse 🙂

    1. Ja det er det. Men en rest frugtyoghurt går også an -det er naturligvis bare en anelse sødere 🙂

      1. ..syntes ikke kagen bliver så stor at den kan deles i 3. Bør jeg lave dobbelt portion eller har du et fif til det?

        1. Hmm. Det lyder underligt. Er den lavere end i videoen eller bruger du evt. en for stor form? 🙂

  16. For en uøvet er det måske bedre at lave de to kager af to omgange, for jeg kan ikke helt gennemskue hvor meget dej der kommer i hver form. Men hvordan skal opskriften så deles?

    1. Hej 🙂
      Hmm, den egner sig ikke super optimalt til at dele på den måde, men jeg ville nok gå med 3 æg i bunden til den runde kage og tilsvarende 3/10 af de andre ingredienser.Mousserne ville jeg lave som det står i opskriften, da der skal et tyndere lag mousse i den runde kage end den firkantede for at få en lavere kage, som ligner en hue.
      Ellers måske 1,5/10 (eller 2/10) af mousserne til den runde kage -men det svært at sige.
      God fornøjelse.

  17. Hej igen
    Tak for dit svar mht at dele opskriften Jeg tænker kun at overtrække den store kage med marcipan da den skal fryses ned. Huen skal have fondant da den laves lige op til. Hvor meget marcipan tror du jeg skal bruge alene til den store kage?
    Hilsen Ulla

      1. Hej, ja så er jeg der igen. Nu kommer weekenden hvor jeg skal gøre et forsøg😬 Jeg syntes der er delte meninger mht at fryse kagen ned MED marcipan overtræk på. Hvad er din erfaring?
        Hilsen Ulla

          1. Tak for hurtig svar. Hvordan så med optøning? Har du nogle fif til hvordan og hvor længe før servering?

            1. Med denne størrelse kage, ville jeg tage den op i køleskabet 24 timer før servering, så den kan tø langsomt.
              Når jeg fryser kager, kommer jeg dem først i fryseren uden indpakning til de er helt frosne, og så kan man bedre pakke dem ind uden at beskadige dem. Når de så tages op på køl pakker jeg dem ud og lader dem tø uden pose mv. omkring 😉

      1. Hej. Det er blot som fyld i kagen, og kan derfor være de mængde du ønsker, men i sin tid, da jeg lavede opskriften, var der vist som regel 500 g i en pakke jordbær 🙂

        Mvh. Nikoline

      1. Uh, det er lidt svært at svare på. Der må du nok prøve dig frem. Du kan evt. indfarve den resterende marcipan, når du har overtrukket den nederste kage 🙂

    1. Hej Nikoline
      Jeg elsker din opskrift og skal snart til at lave den igen. Men det går galt for mig når jeg skal have marcipan lagt ovenpå, så løber frostingen – hvad gør jeg galt? Laver jeg frostingen for tynd? Eller for tykt lag måske?
      Jeg vil så gerne lære at lave det ordentligt så det ser pænt ud.
      Bh Tina

      1. Hej Tina
        Mange tak ☺️
        Æv, det er da super irriterende. Jeg skal lige forstå dig rigtig….er det først, når du lægger marcipan ovenpå kagen, at frostingen løber, men inden da ligger frostingen pænt på kagen? Det lyder virkelig mystisk synes jeg. Hvis kagen har været på køl inden marcipanen kommer på skulle frostingen meget gerne have sat sig og være ret fast i det🤔

        Er der mon noget hjælp at hente i videoen, jeg har lavet?

        Mvh. Nikoline

        1. Ja det er lige netop dér det går galt. Tror måske ikke min frosting har været fast nok. Det var også varmt den sommer, så nu skal den prøves igen til oktober (svendegilde) 🤞🏼

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *