Krydderkagehus

Her i december 2019 har jeg besluttet at forkæle jer med en “Julekagelender” (altså en jule+kage+kalender). Det betyder at I hver dag frem til jul kan finde en lækker juleopskrift på bloggen med en tilhørende vejledningsvideo på min youtubekanal Den Søde Tand.

Det er mit håb, at denne Julekagelender vil være til juleglæde og inspiration for jer her i de mørke danske decemberdage. Selv befinder jeg mig i Uganda frem til d. 21. december. Det betyder også at alle videoer og opskrifter er lavet og udviklet tilbage i 2018 og starten af 2019….men hvad gør man ikke for at dele sin bageentusiasme. Jeg ønsker jer en velsignet december måned ❤️

Kagehus-video

Til et krydderkagehus skal du bruge:

Denne opskrift på krydrede figurkager (1-1,5 portion)
Ca. 200 g sukker til samling
Denne opskrift på royal icing til dekoration

Husets mål:
2 x tagplader = 14×26 cm
2x sider = 14×25 cm
2 x gavle =14×20 cm … find midten af den ene side på 14 cm og mål 6 cm ned på hver af siderne på 20 cm. Skær de to hjørner af, så det ligner en gavl. Se videoen, hvis det ikke giver mening med denne beskrivelse.

Sådan gør du:

  1. Lav dejen efter opskriften og læg den gerne på køl natten over.
  2. Rul dejen tyndt ud på et stykke bagepapir og skær de to sider ud efter målene herover. Gentag med de to tagplader, de to gavle og en skorsten.
  3. Skær vinduer og døre ud som du ønsker og bag alle delene ved 170 ˚C i ca. 15 minutter. Giv dem hellere lidt rigeligt end lidt for lidt.
  4. Lad delene køle helt af.
  5. Smelt forsigtigt sukkeret i en gryde ved middel varme.
  6. Brug en ske til at påføre den brændvarme karamel på siden af en kagedel og sæt den sammen med en anden. Fortsæt indtil huset er helt samlet. I videoen kan du se, hvordan jeg gjorde det.
  7. Herefter kan kagehuset pyntes med glasur lavet på æggehvider, citronsaft og flormelis.

Rigtig god fornøjelse 🎄

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *